Hvem er Rabih?
Rabih Azad-Ahmad blev født i 1976 i en flygtningelejr i Elbass i Sydlibanon. Som 13-årig flygtede han med sine forældre og fem søskende til Danmark. Efter en årrække uden egentlige mål, håb eller drømme for fremtiden, skete der pludseligt noget skelsættende, der vendte op og ned på Rabihs liv. I dag er Rabih uddannet jurist og har sin egen advokatpraksis. Samtidig er han rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune og dermed politisk leder for 850 medarbejdere og politisk ansvarlig for en lang række opgaver og tilbud inden for blandt andet kultur, idræt, borgerservice, biblioteker og musik.
Barndommen
Jeg blev født i 1976 – det år den libanesiske borgerkrig startede. Jeg blev født i en flygtningelejr Elbass i det sydlige Libanon, af forældre, der selv var blevet fordrevet fra Palæstina. Under min opvækst gennemgik Libanon en blodig borgerkrig. Det betød, at min familie utallige gange måtte flygte rundt i landet.
Der er meget forskel på flygtningelejrene i Libanon. Nogle er meget værre end andre. I den flygtningelejr, hvor vi boede fra jeg blev født og frem til jeg gik i 2.-3. Klasse, havde vi eget hus og have. I andre flyttede vi ind i forladte huse. Min far har altid haft job i lejrene. Han var gartner på forskellige appelsin- og citronplantager og forsørgede på denne måde familien. Ofte var skolerne lukkede, så jeg brugte en stor del af min tid på at lege med de andre børn, og så havde jeg en passion for duer. Jeg havde fået 10 duer af min far, som jeg brugte megen tid på at iagttage. Jeg holdt især af at se dem flyve og slå kolbøtter.
Flugten til Danmark
Da Israel invaderede landet i 1982, mistede jeg en af mine brødre. Krigen blussede op, og min far overvejede, om vi skulle flygte. Min mor og min politisk aktive storebror synes, at det ville være at svigte, hvis vi flygtede. Men i 1986 mistede jeg endnu en bror, og min ældste bror blev fængslet og tortureret. Det blev til sidst for meget for mine forældre med mine brødres død og de mange flugter fra flygtningelejr til flygtningelejr. Så de valgte til sidst at flygte ud af landet. Først flygtede først min far, og et lille år senere – i 1989 – fulgte min mor, mine fem søskende og jeg med.
Trods den kaotiske borgerkrig, var jeg ikke meget for at forlade Libanon. Jeg havde gode venner, og mit opdræt af duer fyldte rigtig meget i mit liv. Samtidig ville jeg ikke skilles fra min 80-årige farmor, der brugte lang tid på at fortælle historier fra det Palæstina, hun selv var flygtet fra. Hun var derudover så gammel, at jeg jo vidste, at jeg ikke ville komme til at se hende igen, når jeg tog af sted.
At det blev Danmark, vi endte i, var en tilfældighed. Første gang vi prøvede at flygte, var det Tyskland, rejsen gik til, men så blev det aflyst. Da min far efterfølgende prøvede at flygte alene var destinationen Danmark, så derfor blev det Danmark vi andre efterfølgende kom til.
Det var rigtig hårdt at skulle sige farvel til alle og starte et nyt liv et helt andet sted i verden. Vi kom til et asylcenter i Haderslev. I starten var det hårdt. Asylcentret lå langt fra alting, og min storesøster og jeg græd. Vi synes, her var ufatteligt koldt, men heldigvis var hele familien samlet.
Efter et par måneder på asylcentret flyttede vi til en lejlighed i Gellerupparken i Aarhus. I dag bor vi alle stadig i Aarhus, undtagen en søster, der har bosat sig i København.
Da jeg flyttede til Aarhus startede jeg i skole, men det gik ikke så godt. Jeg var ikke så optaget af at lære dansk, for jeg var sikker på, at vi skulle vende tilbage til Libanon, når der blev fred. Jeg var heller ikke så optaget af at blive til noget.
